Esther og troldmanden Buksbom
Kom med den lille modige pige Esther ud på et eventyr for at stoppe Troldmanden Buksbom og hans dumme geometriske planer.
På jeres vej rundt på eventyret møder I både trekantede får, slimede tudser og Buksboms bror Taks.
I Indelukket og Lille Dyrehave kan du opleve den romantiske landskabshave, som kom på mode i 1800-tallet. Her dyrkede man lidenskabeligt den frie natur som forbillede for havekunsten.
Stedet er fyldt med magiske steder, og I kan glæde jer til at opleve det smukke Badstueslot, slyngede stier, kanaler og småsøer, buskadser og skovagtig beplantning.
Kapitlet ‘Den fortryllede å’ er midlertidigt flyttet, da broen man skal over er lukket på grund af nedstyrtningsfare. Vi har dog fundet en anden magisk bro som man skal over i stedet for.
Natureventyr er børnefamiliernes nye bedste ven.
En app fyldt med stednære eventyr, der gør det sjovt og nemt for voksne at tage børn i alderen 3-8 år med på en gåtur i naturen.
Med appen i hånden oplever I eventyr, der er skrevet unikt til en børnevenlig rute.
Hvert kapitel tager udgangspunkt i de ting, som børnene kan se, høre og røre ved og byder på spænding, leg og udfordringer.